Spørgsmål og svar
Hvorfor er man spejder?
Der er mange grunde til at være spejder. Men for mange handler det om, at man oplever et unikt fællesskab gennem friluftsliv og udfordringer. Man tager på ture i ind- og udland, bliver klogere på sig selv og andre, og så lærer man at samarbejde, samtidig med at man får selvtillid til at klare sig på egen hånd.
Hvad laver man som spejder?
Som spejder er man ude i naturen, man bliver god til at samarbejde, og man udfordrer sig selv og hinanden på ture, løb og lejre. Som spejder lærer man gennem at gøre – det, vi kalder ’learning-by-doing’. Det vil sige, at man lærer selv at finde løsningen på en opgave, frem for at de voksne fortæller præcis, hvordan det skal gøres. Læs mere om, hvad man laver som spejder på siden 'Hvad vi gør'.
Hvor gammel skal man være for at blive spejder?
Hos Risskov Piger kan du starte som mikro-spejder, når du begynder i 0. klasse. I andre spejdergrupper er der mulighed for at starte tidligere - eksempelvis som familiespejder for 3-6 årige børn. Vi opfordrer forældre til at skrive jeres små døtre på 0-6 år på venteliste allerede nu, da vi ofte har venteliste i de mindste årgange.
Kan man blive spejder som voksen?
Ja, som voksen er der rig mulighed for at opleve spejdernes fællesskab, friluftsliv og udfordringer. Og du behøver hverken have det sorte bælte i friluftsliv eller være ekspert i aktiviteter for børn og unge for at være med. Læs mere om, hvordan du kan blive spejder som voksen her.
Hvad koster det at være spejder?
Alle spejderledere og andre frivillige i Risskov Piger arbejder ulønnet og spejderne betaler et fast kontingent hvert kvartal. Hertil kommer udgifter til uniform og andet spejderudstyr - samt udgifter til forskellige arrangementer og ture. Du kan se de aktuelle kontingentsatser på siden For forældre
Skal man være kristen eller religiøs for at være spejder?
Nej, det skal man ikke. Det Danske Spejderkorps har hverken en særlig tilknytning til folkekirken eller en mission om at forkynde kristendom eller andre trosretninger. Vi vil naturligvis gerne have, at børn og unge tager stilling til de store spørgsmål i livet, men det behøver nødvendigvis ikke rumme et religiøst element. Det kan fx være, når vi undres over universets uendelighed på en stjernekiggertur. Der findes også spejdere i Danmark, hvis arbejde bygger på et mere religiøst grundlag, det gælder fx KFUM-Spejderne i Danmark, De grønne pigespejdere og Danske Baptisters Spejderkorps, som vi ofte hygger og mødes med på store lejre. Du kan læse mere om Det Danske Spejderkorps’ værdimæssige grundlag på siden 'Spejderværdier'.
Hvilket tøj og udstyr skal man bruge som spejder?
Som spejdere er vi meget udenfor, og det er derfor vigtigt, at børnene har godt tøj på efter vejret – og som kan tåle at blive beskidt. Du kan læse gode råd om at være godt klædt på til spejder her. Til de ugentlige spejdermøder har vi også spejderuniform og tørklæde. Det gør spejderne synlige, viser udadtil at spejdere udgør en helhed, og det styrker fællesskabsfølelsen.
Hvor kan jeg købe spejderuniform og andet spejderudstyr?
Du kan købe spejderuniformer, tørklæder, dolke osv. samt en masse forskelligt friluftstøj og udstyr i vores butik Spejder Sport. Det er Det Danske Spejderkorps, der ejer butikken, og derfor får man som spejder også rabat i Spejder Sport. Læs mere om spejderrabat på spejdersport.dk
Hvad er blå spejdere?
Blå spejdere er spejdere i Det Danske Spejderkorps. Vi bærer blå uniformer - deraf navnet blå spejdere.
Hvad er Det Danske Spejderkorps?
Det Danske Spejderkorps er en børne- og ungdomsbevægelse, der udvikler børn og unge til vågne og selvstændige mennesker. Der er 400 spejdergrupper og 35.000 spejdere organiserede i Det Danske Spejderkorps.
Hvad er et grupperådsmøde?
Grupperådsmødet er gruppens årlige generalforsamling. Det er her de største beslutninger i gruppen kan tages, herunder valg af styrelsen. Alle gruppens medlemmer som er fyldt 15, og forældre til børn i gruppen, har stemmeret.
Hvad er forskellen på spejder og andre fritidsaktiviteter?
Der er mange fritidsaktiviteter for børn og unge i Risskov. Der er flere idrætsforeninger, som tilbyder sport og idræt som fodbold, håndbold, gymnastik, svømning, badminton osv. Der er også mulighed for at gå på musikskole, danseskole eller andre kreative fritidsaktiviteter. Og bevæger man sig ind til Aarhus, er mulighederne næsten uendelige. Alle disse fritidsaktiviteter gør et fantastisk stykke arbejde for børn og unge, og det er faktisk ikke fordi vi synes vi er meget bedre end andre, vi er bare anderledes. For det første er spejder ikke noget, man går til, det er noget man er. Det kan lyde højstemt, men for mange spejdere er det at trække i uniformen faktisk noget, der vokser på een, og man bliver "een gang spejder, altid spejder". Dernæst er spejder ikke en konkurrence. Her er plads til alle og vi hylder forskellighederne og søger at bruge alles kompetencer bedst muligt til at udføre de opgaver, vi står overfor. Vi lever i og med naturen, vi værner om den og vi lærer at gebærde os i den både i det lokale krat og når vi tager ud i verden. For os har fælleskabet selvstændig værdi. Vi lærer mens vi er sammen, vi samarbejder og udfordrer hinanden. Vi uddanner os og tager kurser i at blive endnu bedre til at lede og organisere - efter princippet om at børn leder børn. Læs mere på www.spejder.dk