Spejder Sport: 10-20% rabat i spejdernes egen butik
Spejder Sport er Det Danske Spejderkorps’ egen frilufts- og udstyrsbutik. Her kan du købe uniform, bælte, dolk og alt det udstyr, man ellers har brug for i spejder- og outdoorlivet. Spejder Sport er med sine 19 butikker Danmarks største specialforretning inden for friluftsudstyr. Udover de fysiske butikker er der på spejdersport.dk en stor online-shop.
Historien om Spejder Sport
Spejder Sport blev grundlagt i 1945, hvor de danske spejdere havde svært ved at skaffe uniformer på grund af mangel på materialer. Derfor besluttede en flok ildsjæle i Det Danske Spejderkorps sig for at stable en udstyrsforretning på benene, hvor spejderne kunne handle uniformer og andet udstyr.
Fra den hårde start i ’45, hvor kunderne fik syet uniformer af sækkelærred og faldskærmsstof fra krigens tid, gik det fremad og i takt med, at friluftsliv blev stadig mere populært, fik Spejder Sport vokseværk. I dag er vi Danmarks suverænt største kæde med et landsdækkende netværk af outdoorbutikker, som forsyner friluftsfolket med grej til alle slags ture og aktiviteter.
Spejderuniform
Som spejder har man uniform og tørklæde. Uniformen gør spejderne synlige, den viser udadtil, at spejdere udgør en helhed, og den styrker fællesskabsfølelsen. Den mest klassiske uniform består af spejdertørklæde og vores mørkeblå skjorte i kraftigt bomuld. Derudover kan man også få fx en T-shirt og en softshelljakke, der regnes som officiel uniform. Selvom vi ofte går med uniform, klæder spejdere sig praktisk på efter vejret og den aktivitet, man skal lave. Fx vil en T-shirt være oplagt på en varm sommerdag, mens en vinterdag i skoven kalder på yderbeklædning med god isolering. Ofte kan en spejder nøjes med to størrelser uniformer til et helt spejderliv - en stor børnestørrelse og en voksenstørrelse. Se også DDS: Uniformsvejledning og placering af mærker
Guide til nye spejdere
Dit barn skal starte til spejder, og spørgsmålene til det helt rigtige udstyr melder sig. For hvad skal du egentlig købe? Hvad er det vigtigste, og hvad kan du vente med? Og hvad med den første kniv – hvor skarp må den være? Risskov Pigers spejderledere kan vejlede om køb af uniform og udstyr - og selv om butikken bugner, anbefaler vi at starte ud med lidt og langsomt købe ind i takt med behovet vokser. Der er også mulighed for at købe brugt udstyr i vores interne Facebook-gruppe. Læs også Spejder Sports guide: 7 musthaves til den nye spejder
Hvordan får jeg rabat hos Spejder Sport?
Spejder Sport er ejet af Det Danske Spejderkorps, og forretningernes udbytte går til spejderne. Med dine køb bidrager du derfor til, at børn og unge får oplevelser, de kan bruge resten af livet. Som spejder i Det Danske Spejderkorps får du altid 10% rabat på alle varer i Spejder Sport, der ikke allerede er nedsat, hvis du er medlem af kundeklubben. Derudover er der årligt to kundeklubarrangementer, Spejdernes Dag og Spejdernes Aften, kun for spejdere med forhøjet rabat op til 20%. Som medlem af Spejder Sports kundeklub har du hverken brug for rabatkode eller fordelskode. Meld dig ind i Spejder Sports kundeklub
Hvor er Spejder Sport?
Spejder Sport Aarhus
Østergade 5
8000 Aarhus C
Online-shop: www.spejdersport.dk