Bliv spejderleder hos DDS Risskov Piger i Aarhus
Spejder er populært blandt børn og unge, og det betyder, at vi hos DDS Risskov Piger er på jagt efter nye ledere. Som spejderleder er du frivillig, men udregnet i gode oplevelser får du et af de bedst betalte lederjob i verden.
Hvem er vi?
Vi er en engageret og herlig spejdergruppe i Risskov ved Aarhus med omkring 100 spejdere fra 0. klasse og opefter, der holder til i en nyrenoveret spejderhytte i første række ved Bellevue Strand i Risskov.
Dertil er vi en flok engagerede spejderledere i forskellige aldre og med forskellig baggrund. Fælles for os er, at vi kan lide at være ude i naturen, at udfordre og udvikle børn og unge samt at have det sjovt sammen.
Du vokser også
Som spejderleder udfordrer du mange sider af dig selv. Du lærer om friluftsliv og naturen. Du udfordres kreativt, når et spejderløb skal laves med zombie-tema, eller spejderhytten omdannes til rumstation.
Du bliver sej til projektledelse, når du er med til at planlægge sommerturen til Norge eller Irland. Og ikke mindst vokser du af at se spejderne udvikle sig.
Spørgsmål og svar
HVORFOR BLIVE SPEJDERLEDER?
Der er mange gode grunde til at blive spejderleder. Her har vi samlet 5:
- Du gør en forskel for børn og unge. Du er den voksne, der hverken er deres forælder eller underviser, og som lærer dem, at de kan mere, end de tror.
- Du bliver en del af et stærkt fællesskab – både blandt børn, unge og voksne. Spejder har det med at skabe venskaber uden udløbsdato.
- Du kommer udenfor. Både uden for dine vante rammer, men også helt ud i skoven, hvor der er lidt højere til loftet. Når himlen er taget, kan man føle sig helt lille, men det er faktisk ret stort.
- Du bliver rig på indtryk og oplevelser. Kom på gyngende grund i en kano. Mærk på egen krop, hvor højt træet er, når du klatrer op. Og glem dig selv et øjeblik, når du på spejderlejre råber i kor med 40.000 spejdere fra hele verden.
- Du får mere livsglæde. Undersøgelser viser, at både friluftsliv og frivillighed giver større livstilfredshed.
HVAD LAVER MAN SOM SPEJDERLEDER?
Som spejderleder har du sammen med andre ledere ansvaret for et hold spejdere, og du er med til at planlægge de aktiviteter, som spejderne laver. Det kan være alt fra at finde en sjov udendørsleg til at planlægge et spændende forløb med udgangspunkt i romerriget eller arrangere en sommertur til Norges fjelde.
Rollen som spejderleder handler faktisk mere om vejledning end om at tage styring af aktiviteterne. Og det gælder særligt, som spejderne bliver ældre og mere selvstændige.
SKAL JEG HAVE VÆRET SPEJDER FOR AT KUNNE BLIVE LEDER?
Nej. Du behøver hverken at have sort bælte i friluftsliv eller være ekspert i bålmad. Vi andre ledere skal nok hjælpe dig godt i gang.
Du skal bare have mod på at bruge og udvikle flere sider af dig selv – ligesom du skal have lyst til at give børn og unge en spejdertid for livet.
Du lærer at trøste, grine, inspirere og være et forbillede for spejderne. Og ikke mindst lærer du at lade spejderne gøre deres egne erfaringer – det er faktisk det, spejder handler om. Learning by doing.
Man er aldrig færdig med at udvikle sig som spejderleder, men det er sjovt fra første dag.
HVAD FÅR JEG UD AF AT VÆRE SPEJDERLEDER?
Som spejderleder udfordrer du mange sider af dig selv. Du udvikler dine evner til at samarbejde, planlægge og lede. Fx projektledelse, når du er med til at planlægge sommerturen til Bornholm eller Irland. Du bliver desuden sej til friluftsliv og klog på børn og unge.
Du får masser af gode oplevelser. Selvfølgelig sammen med spejderne, men også som del af et stærkt voksenfællesskab. Og året rundt kan du deltage på kurser om ledelse eller friluftsfærdigheder, og komme af sted på sjove ture.
HVAD HANDLER SPEJDER EGENTLIGT OM?
Grundidéen med spejder er, at børn og unge udvikler sig, så de både bliver selvstændige, lærer at begå sig i et fællesskab og får mod på at tage ansvar for sig selv og andre.
Det lyder måske ret stort, men i praksis handler det om, at spejderne oplever fællesskab, friluftsliv og udfordringer.
Hvis du vil blive klogere, så er det hele skrevet ned i det, vi kalder for Spejderidéen – det er det værdimæssige og pædagogiske grundlag for vores virke.
SKAL JEG VÆRE KRISTEN ELLER RELIGIØS SOM SPEJDERLEDER?
Nej, det skal du ikke. Det Danske Spejderkorps har hverken en særlig tilknytning til folkekirken eller en mission om at forkynde kristendom eller andre trosretninger.
Men vi vil gerne have, at børn og unge tager stilling til de store spørgsmål i livet, det behøver bare ikke nødvendigvis at rumme et religiøst element.
Det kan fx være, når vi undres over universets uendelighed på en stjernekiggertur eller reflekterer over livets gang ved at se på årringe i et gammelt træ.
HVOR STOR EN OPGAVE ER DET AT VÆRE SPEJDERLEDER?
Det er en vigtig opgave at være spejderleder. Selvom du måske kun er spejderleder en gang om ugen eller hver anden uge, kan du have stor positiv indflydelse på et barn eller en ung, fordi du tilbyder en anden voksenrolle end den, der kendetegner forælderen eller læreren.
Ud over at du som spejderleder skal bruge tid på selve spejdermøderne, er der også noget planlægning, hvor du finder aktiviteter m.m., så spejderne udfordres og lærer nyt.
BLIVER JEG BETALT?
Ikke i penge. Men udregner man det i gode oplevelser, får du et af de bedst betalte lederjob i verden!
Hvor kan jeg høre mere?
Synes du, det lyder spændende, og har du lyst til at høre mere om mulighederne for at blive spejderleder, kan du høre mere hos gruppeledere på gruppeleder@risskov-piger.dk.
Venlige hilsner og på gensyn,
Spejderlederne i Risskov Piger